Fra Nordjyske den. 5. April 2021. gengivet her ifølge aftale med Nordjyske.
DØDSFALD: Juline Alberte Seberg omkom i branden på Munkegården i Thisted 4. marts 2021. Gennem interviews med hendes nærmeste kan vi her fortælle historien om hendes alt for korte liv
THISTED: – Giv mig lige 10 minutter mere, gentog Juline og vidste udmærket, at det nok nærmere ville vare 30.
Sådan var det hver gang. Det var efterhånden blevet en leg, de legede, hvor replikkerne altid faldt på samme måde. De var godt klar over, at de ikke kunne skynde på hende. Hun var klar, når hun var klar.
Musikken dunkede inde i stuen, hvor den blandede sig med feststemte og glade stemmer. Hun tog en slurk af den kolde Tuborg Classic, der stod parkeret på kanten af toiletbordet, og mødte sine egne blå øjne i spejlet.
Øjenbrynene var tegnet op i en perfekt bue, huden solbrun, det lange, skinnende mørke hår glattet og tæmmet, så ikke et eneste strå vendte forkert. Med øvet hånd strøg hun en smule skinnende pudder på det øverste af kindbenene, mens hun sang med på et par linjer af Tessa, der altid fik et par ekstra takker op på soundboxen.
Med koncentreret mine lænede hun sig ind mod spejlet og balancerede med de falske øjenvipper, der i et snuptag var placeret perfekt. Et par ekstra lag mascara og et svirp med den sorte eyeliner. Så trådte hun et skridt tilbage. Lod blikket glide over den lange, sorte kjole, der faldt så pænt, og dvælede et øjeblik ved det glitrende genskær af guldkæden, der var draperet som et bælte om livet.
En krusning bredte sig i mundvigen. Hun lod fingrene glide gennem håret en ekstra gang, og så stak hun fødderne i de høje sorte hæle.
Nu var hun uovervindelig.
Kagemanden
Den lille røde hårtop nåede knap op over disken hos bageren, og mor måtte hjælpe med at løfte datteren op, så den lille pige med myndig stemmeføring kunne dirigere bagerjomfruen bag disken. Julines fire års fødselsdag stod for døren, og for første gang havde hun ytret ønske om at få en kagemand. Men ikke bare en hvilken som helst kagemand; hun vidste lige nøjagtig, hvordan den skulle se ud.
– Der skal være flag på, sagde hun, og gav udførlige dessiner på pyntning og marcipan, mens bagerjomfruen troligt noterede hvert et ord.
Dagen oprandt, og endelig skulle den flotte kagemand serveres for de glade gæster. Fødselsdagsbarnet selv så på med tilfredshed, da den blev båret ind på bordet og præsenteret, nøjagtig som hun havde forestillet sig.
– Så Juline, hvilket stykke vil du have?, spurgte mor.
Den lille pige rystede ihærdigt på hovedet.
– Jeg skal ikke have noget, mor. Jeg kan ikke lide kagemand, sagde hun, mens flere øjenbryn rundt omkring i selskabet løftedes i forbløffelse.
– Må jeg ikke hellere få nogle mariekiks?, spurgte hun, og smuttede med de store blå øjne.
Liv på høje hæle
Juline kunne gøre alt i høje hæle. Besøgte hun kæresten Magnus på det økologiske landbrug, hvor han arbejder, så var det i høje sko – selv, hvis det foregik ude på marken.
Far husker, hvordan hun på en ferie til Norge uhindret besteg klipper og bakker, men hvor andre måske havde valgt et par praktiske vandrestøvler, så var Julines valg af fodtøj ikke til diskussion.
Veninderne spejlede sig i hende og begyndte også at komme i skole med hæle på. Det var en del af hendes helt egen stil, som hun udviklede over årene. Mor kalder hende lidt af en trendsætter; for eksempel valgte Juline en smallere konfirmationskjole med fine blonder, mens alle de andre piger var ved at drukne i tyl og strutskørter.
Juline var perfektionist, også med sit udseende. Det røde hår og fregnerne, som hun var født med, matchede ikke det billede, Juline gerne ville præsentere for omverdenen.
– I en tidlig alder plagede hun os om lov til at farve håret, og til sidst fandt jeg på at stikke en hvid løgn og sige, at det var ulovligt at farve hår på børn under 15 år. Jeg fik frisøren med på den, og det lykkedes faktisk at få hende til at vente, men jeg måtte siden gå til bekendelse, siger Monika Seberg.
Siden dengang har håret været tonet i forskellige nuancer af mørkebrun, ligesom huden også helst skulle være brun og sommerlig at se på. Som andre unge brugte hun sociale medier til at skabe en fortælling om sig selv, hvor det absolut ikke var ligegyldigt, hvordan hun fremstod.
– Hvis man tog billeder af hende, så skulle hun altid se dem og godkende, og hvis hun ikke synes om dem, så fik man ikke lov til at lægge dem op, fortæller Anders, der har været Julines bedste ven siden 7. klasse.
Skolegang og børnestavning
Julines første dag i skolen var fuld af forventning. Den lyserøde skoletaske sad godt og sikkert på skuldrene og matchede så fint med kjolens lyserøde og orange blomster. Som hos alle andre børn i begyndelsen af skolealderen var forventningerne skyhøje, men det var ikke alle lærernes kvikke ideer, hun syntes lige godt om.
– Hun synes, børnestavning var noget pjat og kunne ikke forstå, hvorfor børnene ikke bare skulle lære det rigtigt i første omgang, fortæller mor.
Derfor lærte perfektionisten Juline selvfølgelig at stave rigtigt fra start. Samtidig begyndte hun at vise talenter for det kreative, hvor især tegningerne imponerede – her var ingen stive tændstikmænd, men i stedet formfuldendte mennesker i løb med flagrende hår.
Da hun blev teenager lagde hun gradvist tegneredskaberne fra sig, og det at tegne blev for hende mere privat. Det var ikke længere så sejt at gå op i streger på papir; i stedet fik kreativiteten frit løb, når hun brugte timer med makeuppenslen foran spejlet.
Rent fagligt var det helt klart de naturvidenskabelige fag, der fangede hendes opmærksomhed – biologi, fysik og matematik. Men med kammeraterne kunne Juline godt have det svært.
– En gang kom hun hjem og var helt grædefærdig, fordi pigerne efter idræt havde stået i omklædningsrummet og talt om en, der ikke var til stede. ”Hvad kan de så ikke finde på at sige om mig, når jeg ikke er der?”. Det kunne hun slet ikke rumme, siger Monika.
Derfor havde Juline også perioder, hvor hun lukkede sig inde i sig selv. At åbne sig og have tillid til andre, og dermed give dem mulighed for at såre hende, var i perioder utænkeligt for Juline. Af og til kunne selvværdet ligge på et meget lille sted.
– Hun havde nogle år i skolen, hvor hun gemte sig bag sit hår eller under en kasket. Da hun fik briller i 2. klasse, var vi stort set de eneste, der vidste det, for hun nægtede at tage dem på i skole. Hun var bange for at stikke ud, siger mor.
En svær tid
Mere end én gang skete det, at Juline kom hjem fra børnehaven med lidt ekstra overraskelser i tasken. Når dagens rugbrødsklemmer var spist, blev madkassen forvandlet til logi for alskens snegle og regnorme, som hun ville give et godt hjem.
Begejstringen hos mor var ikke helt så stor, men datterens glæde ved dyr var fremherskende gennem hele livet.
Juline voksede op med hund og kat og erklærede, at hun ville være enten dyrlæge eller dyrepasser. Senere gik hun over til at overveje at studere medicin, men Julines videre færd gennem uddannelsessystemet skulle vise sig ikke at blive så nem.
Hun blev skoletræt, og de sidste år i folkeskolen var særligt svære. Derfor bakkede forældrene også op, da Juline selv ytrede ønske om at komme på efterskole i Ranum.
– Hun havde brug for et miljøskifte. Hun har haft det træls og var ked af at gå i skole igennem længere tid. Hun havde meget hovedpine og mavepine, og selvom vi tog hende til lægen for at blive tjekket, kunne de ikke finde noget, der var galt, siger mor.
På efterskolen blev tingene desværre ikke bedre, og Juline måtte kaste håndklædet i ringen, da hun var over halvvejs gennem 9. klasse.
– Det var ikke fordi, hun var ked af efterskolen, men hun havde det dårligt med sig selv og ville helst ligge og stirre ind i væggen. Efterfølgende var vi i forbindelse med psykiatrien for at få hende udredt, men de havde ingen svar til os, siger mor, og tilføjer:
– Jeg synes, det var svært, men jeg forsøgte at passe på hende, så godt jeg kunne.
Da Juline kom i 10. klasse blomstrede hun op. Hun havde mødt Magnus. De to nåede at være kærester i tre år.
– Da virkede det til, at solen begyndte at skinne på Juline igen, siger mor.
Et samlingspunkt
For Clara, Charlotte, Anders og de andre venner stod Julines dør til den lille lejlighed i Munkegården altid åben. Var der fest, kunne man regne med Juline. Så da coronanedlukningen lagde en dæmper på nattelivet, rykkede vennegruppen helt selvfølgeligt hjem til Juline i stedet.
– Hun var en nattepige, og hun levede livet vildt. Der skulle ske noget. Hun havde altid fart på, siger Anders.
Naboerne var ikke begejstrede for de unge menneskers udskejelser. Til sidst måtte Juline sælge sin elskede soundbox, fordi volumen havde det med at stige i løbet af aftenen – selvom hun gentagne gange revsede kammeraterne for at skrue op. På den måde kunne hun godt skære igennem, husker Charlotte:
– Hun havde sine meninger, og hun var ikke bange for at sige dem højt, uanset om det var til en fremmed eller hendes bedste venner.
Men samtidig var Juline en pige, man kunne stole på.
– Hun viste mig, at man ikke skal tænke på, hvad andre mennesker siger og tænker. Hun fik mig til at åbne mig mere op og gav mig selvtillid. For mig var hun en søster og en rigtig god veninde, siger Clara.
Til sommer skulle Juline sammen med Anders til Spanien og arbejde som bartender eller rejseguide. Hun var også begyndt at lære sig selv spansk ved hjælp af en app, og hun glædede sig uendeligt til sommervejr og varme dage i solen.
Søskendekærlighed
Under opvæksten gik bølgerne af og til højt derhjemme, når Juline og Sylvester foldede sig ud. De to kunne slås og skændes, så det af og til gav forældrene grå hår i hovedet. Men Julines hjerte var altid med hendes søskende, og i de senere år fandt Sylvester og Juline fortrolighed med hinanden. Faktisk var det af og til Juline, der kunne tale Sylvester ned, hvis mor og far fik teenagetemperamentet til at koge.
– Efter hun kom hjem fra efterskolen begyndte vi at se nogle af de samme serier, og vi spillede Minecraft sammen. Jeg har fortalt hende ting, som jeg ikke har fortalt vores forældre, siger Sylvester.
Da Juline var 13 år blev hun storesøster til Isabella, og de to søstre forgudede hinanden fra første færd. Hun hentede af og til Isabella og var gerne babysitter, hvis mor havde brug for en pause.
Sidste gang, de to søstre så hinanden, var netop på sådan en gåtur hjem fra skole.
På sin sidste rejse fik Juline både perleplader og fine tegninger med, som Isabella har lavet til hende.
– Vi elsker hinanden, siger Isabella, der lige er fyldt syv år.
Sylvester går på efterskole, og han fik den tunge besked på forstanderens kontor. Til begravelsen var han med til at bære kisten.
Et vildt hjerte
Mens mor vender siderne i fotoalbummet kommer minderne væltende. Minder fra et ungt liv, der sluttede urimeligt tidligt. Langt de fleste er gode minder, selvom der har været bump undervejs.
Mor og far er stolte.
Der er blevet et Juline-formet hul i verden, som hendes venner og familie nu forsøger at fylde ud med fortællingen om en ung kvinde, der rørte mange hjerter.
– Du finder ikke én, der kan sige noget dårligt om Juline, sagde Anders, den nat familie og venner var samlet ved køkkenbordet for at græde og holde om hinanden.
På væggen i stuen hænger et portræt af Juline, hvor en lille tatovering kan skimtes over udskæringen i kjolen. ‘Wild at heart’, står der, med sirligt svungne bogstaver.
Det var den tatovering, der gjorde, at mor over telefonen kunne identificere Juline efter branden.
De tre ord indkapsler essensen af, hvem Juline var.
– Juline gjorde de ting, hun ville, når hun ville. Hun gjorde det på sin egen måde, og hun levede efter sit hjerte, siger mor.
Nu er det vilde hjerte stoppet med at slå, men på gravstenen står de tre ord mejslet i sten:
Wild at heart.